Adm. direktør i CanopyLAB valgt som ny næstformand i DI Digital

Sahra-Josephine Hjorth, Co-founder af CanopyLAB A/S, er valgt til næstformand i bestyrelsen for Dansk Industris branchefællesskab DI Digital.

På generalforsamlingen afholdt mandag den 7. juni 2021 blev Sahra-Josephine Hjorth, adm. direktør og co-founder, CanopyLAB A/S valgt som næstformand i bestyrelsen for DI Digital, der er DI’s branchefællesskab for it-, tele-, elektronik-, robot- og medievirksomheder.

“Jeg er stolt af at repræsentere SMV-, startup- og scaleup-segmentet, som er essentielle parter i genoprettelsen af den danske økonomi efter corona og i den øget digitalisering af Danmark. Jeg er optaget af, hvordan vi får de nye danske IT-virksomheder til at blive i Danmark, at de skaber jobs i Danmark og ultimativt lader sig børsnotere i Danmark.

 

Mine mærkesager er øget digitalisering med mennesket i centrum, at der skabes større tillid til IT-branchen, og at vi får bygget bro mellem IT-branchen og de danske politikerer,” siger Sahra-Josephine Hjorth.

 

Sahra-Josephine Hjorth tiltræder som næstformand for DI Digitals bestyrelse pr. dags dato, hvor formandskabet i øvrigt består af André Stelsig Rogaczewski, adm. direktør, Netcompany A/S (Formand) og Bo Lybæk, CEO, GPV International A/S (næstformand).

 

Om CanopyLAB

CanopyLAB er en dansk EdTech virksomhed grundlagt i 2015. Vores vision er at ændre den måde, vi lærer på med fokus på virtuelle læringsmiljøer, sociale medier og på individet. CanopyLAB servicerer på nuværende tidspunkt over 200 virksomheder og uddannelsesinstitutioner i mere end 20 forskellige lande med virtuelle og hybride læringsoplevelser. I 2020 blev vi anerkendt af Elearning Industry på deres prestigefyldte liste over top Learning Management Systemer (LMS) og Learning Experience Platforme (LXP) i kategorierne Kundeservice og Læringsoplevelse.